Er hun ikke en kvinde?
Patricia Jennings-Welch; en storartet kvinde, en storartet arv
Mindetale som forberedt til afholdelse
i St. Thomas the Apostle kirke, Peabody, Masachussetts,
4. marts 2009
Af Daniel Patrick Welch
3/09
 Patricia Jennings-Welch. Wow. Hvilken kvinde. Da jeg første gang memoriserede linjerne fra den berømte tale af Sojourner Truth, var alt jeg kunne tænke på, min
mor.
”Manden derover siger at kvinder skal hjælpes ind i hestevogne og løftes over grøfte og have den bedste plads alle steder. Ingen hjælper mig ind i hestevogne eller over mudderpøle,
eller giver mig nogen bedste plads! Og er jeg ikke en kvinde? Se på mig! Se på min arm! Jeg har pløjet og plantet og slæbt og slæbt ind i lader, og ingen mand kunne overgå mig. Og er jeg ikke en kvinde? Jeg kunne arbejde så meget, og spise så meget som en mand – når jeg kunne få fat i det – og udholde pisken også. Og er jeg ikke en kvinde? Jeg har båret tretten børn og set de fleste blive solgt til slaveri, og når jeg grædt i moderlig smerte, hørte ingen andre end Jesus mig. Og er jeg ikke en
kvinde?”
Alt hvad jeg lærte om respekt og ære, om at stræbe og ikke lade mig kue, det kom alt sammen fra denne fantastisk komplicerede, stærke og forbløffende beslutsomme kvinde, som vi siger farvel til i dag. Denne kvinde som lærte mig at respektere styrke og medfølelse med lige vægt – kvinden som, i korte træk, lærte mig at at være en mand. Denne kvinde som lærte så mange så meget, og fra hvis eksempel jeg lærte at ingenting er under os -at rense toiletter går hånd i hånd med at lære at læse og lære fra sig, eller lære et fremmedsprog, at et liv uden stræben er et liv uden værdier, men også at stræbe for sig selv, uden at give andre en løftende hånd er lige så meningsløst som det er moralsk
forkasteligt.
Jeg var utroligt velsignet at have et så virkelig specielt forhold til denne kvinde: min moder, min ven, min betroede, min mentor. Men hun berørte så mange liv, og nød i fulde drag livet hun tilbragte med alle sine børn. Fra ture og rejser til San Antonio og Austin, til hver eneste svømmemøde, messe, boldkamp, fødselsdagsfest og fejring hun kunne komme til, hvordan end hun kunne komme derhen og for lige så lang tid som hun kunne blive. Og langt ud over hendes næreste familie følte mennesker altid at de havde et lille stykke af hende. Hun var mit alting, men Mima var på en måde allemandseje.
Et af de mange ønsker vi modtog, udpeger denne kvalitet, sideløbende med hendes kolossale intellekt, hendes tørst efter viden og hendes utrolige læreregenskaber.
En kvalitet som min ven, Volker fra Tyskland, påpegede var, at hun fik alle til at føle at hun var deres moder også:
”Hun var den bedste mor man kunne ønske sig. Som du ved, elskede jeg at hun behandlede mig som om jeg var endnu et af hendes egne børn, blot af denne grund; alle ville have ønsket sig denne kvinde – som mor, som skolestifter, som menneske. Selvom det er meget sørgeligt at hun nu er væk, så vil hun være endnu mere levende end før – i vores
erindring.”
Det er derfor vi lod blomstertæppet være bart. Det repræsenterer alle de frø hun plantede, alle blomsterne der spirede, alle de mennesker hvis liv og drømme blev startet, skubbet, pirket til, bragt til live, reddet eller blot gjort en lille smule rigere af at have kendt denne kvinde.
Her ville det være forsømmende af mig ikke at nævne min hustru, Julia, som nu er min partner i denne dybe sorg, ligesom hun har været det i alt andet. Hun var ved min side i årevis, hvor hun hjalp mig med at pleje min mor som – hvilket mange af jer ved – havde været ved dårligt helbred i årevis. Lige fra at hjælpe min mor med at bade på sin egen bryllupsdag, til de allersidste øjeblikke af denne storslåede kvindes liv, har Julias kærlighed og støtte til mig, til min mor og til alle de drømme vi delte – vi tre drager af den kinesiske zodiac, eller ”the PD&J team”, som hun kaldte os på sit dødsleje – den gensidige kærlighed vi alle følte for hinanden var håndgribelig og uundværlig.
Og selvom hun måske til tider har været krævende, må vi huske nu, at det var ud fra denne kærlighed at hun altid krævede det bedste af os. En strofe fra sangen vi sang tidligere er specielt rammende;
”Jeg blev født nede i dalen/hvor solen nægtede at skinne/men jeg klatrer op til højlandet/og gør det bjerg til
mit”
Og selvfølgelig krævede hun dette af alle – om man kendte hende eller ej. Det er den bedst tænkelige kvalitet i en lærer.. og måske også i en mor. Og nogle gange var hun paradoksalt nok hårdest ved de som sagde, at de ikke kunne – og specielt de som andre sagde til, at de ikke kunne. Ser I, gåden som var Pat Welch, som altid skød efter månen (for nogle gange rammer man), havde også en intens pragmatisk side. Det var ikke fordi selvmedlidenhed var immoralsk, det kom bare for ofte i vejen. Hvor mange gange i løbet af den sidste uge er mennesker ikke kommet op til os med historier. Som moderen
der fortalte Julia og jeg ”da jeg bragte min søn i skole fortalte jeg din mor 'jamen jeg har ikke mulighed for at hente ham igen'. Hun sagde 'bare sørg for at få ham i skole, så finder vi ud af hvordan vi får det til at fungere.'”
Gør det bjerg til mit! Men igen, aldrig uden at løfte de omkring dig op også.
En af mine kusiner skrev at ”Vi fik alle rigtig meget inspiration fra tante Pat. Hun havde en fantastisk optimistisk sans og der var intet der var for svært og ikke kunne klares, når først hun havde bestemt sig for det. Og jeg tror hun var i stand til at overbevise en masse mennesker om at de kunne gøre ting, de måske ellers aldrig ville have prøvet.”
Faktisk førte hendes ry for at trumfe hendes vilje igennem, trods selv de største forhindringer, til en interessant forvirring kort efter hendes død. Jeg var uforvaret kommet til at skrive en forkert dato i udkastet til dødsannoncen. Jeg sendte en korrektion som jeg blot kaldte ”slåfejl”. Hendes kusine skrev med det samme tilbage til mig, og sagde at hun håbede det hele blot var en slåfejl. ”Patsy erklærede det hele for en slåfejl, og havde ikke tænkt sig at skulle nogen
steder!”
Et par uger før hun døde sagde hun til mig ”skat, jeg vil gerne have at I lægger mig i koma. Så kan de vække mig om fem eller ti år, når de har fundet en kur for alle de ting der er galt med mig.”
En anden ven spurgte om hun ville have noget med fra butikken, siden hun alligevel skulle derhen. ”Ikke medmindre du kan købe mig et par lunger”, smilede hun med den der gnist i de blå øjne, som fik os alle til at tro på at hun laver sjov.. hun laver da sjov... ikke? Man vidste aldrig
rigtig.
Hun havde et yndlingsdigt som hendes far, min bedstefar, havde skrevet til hende. Vi reciterede det sammen i de sidste uger, og det lod til at bringe hende trøst.
Patsy
I dag, mit barn, er du klædt i hvidt
For at symbolisere Guds sjæl
For at gå med ham mod alt hvad der er rigtigt
Langs stien som Christus trådte
Dine tanker er rene, dine skridt er stærke
Dine drømme er fyldt med behageligt håb
Som låner dig styrke til at gå afsted
På livets vej og klare dets byrde
En ægte soldat i Guds egen fold
Din kamp nu er en med livet
Og må du i himlen blive optaget
Når du har gået gennem jordens stridigheder
Han havde skrevet et andet digt, utvivlsomt med ham selv og hans mor i tankerne. Jeg har tænkt på det meget på det sidste, i relation til min egen mor og mig selv. Da vi var ude på en af vores sidste ture, insisterede hun på at vi skulle se alt der var nyt. Y'et, det genopbyggede Danversport, og til sidst gravpladsen. Når jeg tænker tilbage på det tror jeg hun prøvede at fortælle os at hun vidste
det.
Tro
En kyniker foragter måske når hun knæler med sit kors
Og famler ved perlerne hun holder
Men hun er groet træt af livets fremaddriven
Og hun ved kun at hun er gammel
Hun er træt af livet og bange for døden
Og disse perler hun holder, er hendes håb
Om at der findes noget efter livets flygtige åndedrag
Som af os hverken kan ses eller vides
Og den kyniske foragter måske når hun kysser det kors
Og knæler med hovedet bøjet lavt
Hun er i fred med sin Gud, mens han er fortabt
Og ked over ting han ikke kan vide
Jeg undskylder overfor Father Sherridan og I andre for at tale, måske, lidt for længe.
Jeg tror det er en del af, bare gerne at ville tale i en evighed om denne specielle dame. Som i den anden del af den sang vi sang. ”Undertaker please drive slow”.
Men selvfølgelig. Når det er tid, er det tid, og vi har ikke kontrol over uret eller kalenderen. Tilgiv mig. Og nu er det, for denne storslåede dame, som altid ville være den sidste til at forlade festen, tid til at stede hende til hvile. Hun kæmpede, mod skæbnen, mod sygdom, mod tiden selv, lige til det sidste. På hendes dødsleje lænede jeg mig ind og hviskede til hende, skønt jeg ikke er sikker på, at hun stadig kunne høre mig, at det var okay. At hun kunne hvile nu og ikke længere være så træt. Der var to datoer i løbet af de sidste uger som kunne forklare denne sidste modsætning. Den 20. januar var datoen for hendes sidste møde med hendes onkologist, og det var på en måde fra det tidspunkt vi begyndte at føle hende glide fra os. Den nat, da Julia og jeg sov på en madras på gulvet i hendes soveværelse, for at holde hende med selskab, mens hun lå der og prøvede at forholde sig til de barskeste af nyheder, sagde jeg bekymret til Julia; ”hun spiser ikke”. ”Hun læser ikke” svarede Julia. ”For Pat Welch er det et meget værre
tegn”.
Men jeg husker nu at d. 20. Januar også var dagen for præsidentskiftet. En dag hun havde ventet på i otte lange år. Jeg husker hende tydeligt græde tilbage i 2004 og da jeg spurgte hende hvorfor hun tog det så tungt, svarede hun ”men nu lever jeg måske ikke længe nok til at se Bush gå af!” Så måske var d. 20. januar vigtig for hende på flere måder end vi
tror.
Den anden mærkelige datohistorie, opdagede jeg først forleden. Vi var på apoteket, hvor vi så ofte var for at hente de mange mange recepter som hold hende i live, og jeg kunne ikke parkere bilen uden at komme til at græde.
Jeg holdt ind på en handicap-plads og fandt per refleks min mors handicapskilt frem. Da jeg indså hvad jeg var i gang med, smilede jeg og tænkte at hun og loven nok ikke ville bebrejde mig denne sidste overtrædelse. Men da jeg så på skiltet, hængende der i bakspejlet, lagde jeg mærke til udløbsdatoen: d. 24. februar 2009 – præcis den nat hvor vi i al hast havde bragt hende til Brigham. Den sidste tur hun havde taget i vores snuskede lille bil. I chok satte jeg mig tilbage i sædet og reflekterede. Det er på tide, endelig, at lade denne stakkels kvinde få hvile. Hvil, mor,
hvil.
Vi elsker dig og du vil altid, altid leve videre med os. ”Må vejen løfte sig og tage imod dig, må du altid have vinden i ryggen, må solen altid skinne varmt på dit ansigt, regnen falde blidt på dine enge – og til vi mødes igen – må gud holde dig i sin hånd.” Jeg elsker dig mor. Farvel.
Bidrag til mindet om Patricia Jennings-Welch kan gives til The Greenhouse
School.
Translation by Julie Rohde
^ Top ^
Welch bor og skriver i Salem, Massachusetts, USA, med sin kone, Julia Nambalirwa-Lugudde. Tilsammen driver de
The
Greenhouse School.. Tidligere artikler er tilgængelige på internettet http://danielpwelch.com: indekset er tilgængeligt ved
forespørgsel. Nogle artikler er tilgængelige i diverse andre sprog, eller er ved at blive oversat )oversættelseshjælp til flere sprog er velkommen). Welch taler flere sprog og til rådighed til optagelser på fransk, tysk, russisk og spansk, eller til telefoninterviews i målsproget. Se gerne
"danielpwelch.com"
|
